Kære alle

I regnede da ikke med, at jeg bare ville lade billederne tale for sig selv!
Ferietid giver muligheden for ro, refleksion, indre dialog og en saglig vurdering af nye omgivelser. De nye omgivelser befandt jeg mig således i forrige torsdag og lørdag, hvor min tro følgesvend i livet og jeg gæstede La Mano Verdes nye lokaler i Scharnhorstrasse, som ligger en ca. 10-15 minutters gåtur fra Berlins hovedbanegård. På deres hjemmeside kan du finde et kort over omgivelserne - det er meget nemt at finde. Lige nu er den lækre restaurant omgivet af stilladser og byggeprojekter, da der pt. opføres et 5-stjerners hotel over for og lejlighedsbygninger ved siden af. Man kan måske undre sig om, hvorvidt man ikke vil føle, at man er omgivet af et uæstetisk sceneri, når nu der sker så mange forandringer i gadebilledet. Ikke desto mindre giver man hurtigt slip på bekymringerne om, hvorvidt omgivelserne vil påvirke madoplevelsen, når man fortaber sig i den dæmpede belysning, ambiente musik og helt igennem fantastiske betjening på denne perle af en restaurant. Mens jeg skriver dette indlæg, drømmer jeg mig væk til en verden af lækker mad, god stemning og en følelse af at være omgivet af de bedste af venner. For at se La Mano Verdes egne billeder af retterne, gå til deres facebook side på dette link.

Nuvel, nok om mit nostalgi-trip, videre til maden!

Ja ok, vi skulle jo liiiiiige først have et ordentlig glas Nectar Imperíal fra Moët champagnebaren i Kadewe. Vi elsker at sidde og sludre lidt før aftensmaden, få et glas gode bobler (jeg er ret kræsen med, hvad jeg gider at drikke, når det kommer til vin og drinks) og indhente dagens begivenheder i narrativ form. Dernæst gik vi op til den nærmeste station og hoppede på toget til Berlin Hauptbahnhof, hvorefter vi satte os i bus nr. 120 og vistnok kørte fire stoppesteder eller noget i den retning. Man skal stå af ved stoppet nær et sygehus, hvorefter man skal gå ca. 50 meter tilbage til restauranten.

Så er vi her!

Vi entrerede, og blev mødt af vores vært og medsammensvorne i jagten på god mad, Jean-Christan Jury, som ejer og bestyrer restauranten. Det, jeg elsker ved denne mand og La Mano Verde er, at der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten - aldrig. Siden vi sidst gæstede establisementet for et år siden, var vi også begejstrede, men meget er anderledes siden sidst. Chefkokken og meget af det øvrige team i køkkenet er blevet skiftet ud. Den nye ”head chef” Josi Hartanto, kommer fra en baggrund som gourmet kok, men blev veganer og kunne ikke længere holde ud at håndtere kød og andre animalske produkter. Derfor bruger hun nu sit talent til at tilberede lækker vegansk mad og raw food, og det smager ikke kun fantastisk, men æstetikken bliver også bragt til et helt andet niveau end tidligere.
Sidenote: For at perspektivere: I København har vi 42Raw, som er en salatbar. Jeg kan sagtens begejstre mig over de fine salater og særdeles gode bærkager, men exceptionel gastronomi er det ikke. Det er denne restaurant i det nærliggende Berlin til gengæld, og jeg taler af erfaring. Hvor meget jeg end elsker Pure Food and Wine i New York, kan jeg endnu mere sætte pris på, at man får en personlig og nærværende betjening, et ikke-arrogant personale (jeg vil ikke engang begynde at fortælle, hvor selvfede tjenerne er i New York) og en høj kvalitet fra start til slut (jeg vil til enhver tid sige, at Pure skiller sig ud fra mængden på desserterne, mens resten er godt, men ikke prangende).

Nok om fortiden, videre til maden:

Først et glas bobler af rosé varianten. Som regel er jeg ikke den store tilhænger af lyserød champagne; jeg finder det tøset, surt og kunstigt af udseende. Men men men... DENNE udgave er halvsød, frisk og festlig. Den første aften fik jeg kun et enkelt glas og gik videre til rødvin, men på andendagen holdt jeg mig til denne, fordi jeg ikke kunne bære at skulle vente flere måneder, inden jeg skulle smage den igen. Der skulle altså et par styks indenbords, så jeg ikke kom til at fortryde, at jeg havde været for mådeholden, hæhæ.

Appetizers:

En fritteret ”kugle”, der minder en smule om falaffel... og så alligevel ikke! Remouladen ved siden af var rigtig lækker. Den er ikke pt. på menuen, men det kommer den nok.

Dette er en RIGTIG god ret. Det er rå canelloni og asparges i en crépe med en senneps-tomat hollandaise sauce. Den er lige kommet på sommermenuen og kan klart anbefales.

Terrine du chef (raw food):

Det her er en supersmuk ret med oliven paté, nøddefyld og en meget smagfuld pesto med grøntsager. Det skal siges, at restaurantens nye filosofi er at samarbejde så meget som muligt med lokale landmænd, således at de får friske råvarer, der ikke skal transporteres så langt, hvilket tydeligt kan mærkes på smagen.

Det her er ”Tapas Selection”, som også er fra raw food menuen. Selvom det har været svært at udvælge, er dette min yndlingsret. Der er noritang med blomkåls- og diverse andet lækkert fyld. Dertil er der en fyldt svamp, marinerede squashstrimler og en art ”mini-tartelet” som er virkelig god. En absolut must-try.

Vi delte også en raw peberfrugt suppe, som også var rigtig forfriskende og lækker:

Og så var det vist blevet tid til hovedretterne:

Gemalen fik spaghetti med havgrøntsager - den var ubeskriveligt god - som noget, man har savnet uden at have vidst det:

Og jeg fik den nye ”Raw Lasagne” på courgetter med nøddeost, pesto og valnødde”bolognese”- nam nam nam! Jeg kunne kun spise halvdelen (kan du sige noget til det - SE alle de forretter, jeg fik!). Jeg savner den dog virkelig nu:

Kære venner: Jeg må sande mine begrænsninger: Jeg har stadig masser af mad at dele med jer, men jeg må vistnok dele det op i to indlæg. Fortsættelse følger....

Kære alle

Min kæreste og jeg vendte i søndags tilbage efter en forlænget weekend i Berlin. Et længere indlæg følger, men tjek LIGE disse ”stemningsbilleder” først:







Bare rolig - forklaring følger!