HotVegan.dk

Delicious Green Living

Mousse au Chocolat

I den tid, hvor La Mano Verde i Berlin har eksisteret (ca. halvandet år), har min kæreste og jeg gæstet restauranten og fået deres berømte Mousse au Chocolat til dessert HVER gang. Den repræsenterer min forestilling om den perfekte ende på et måltid, da den er let, luftig og smager af mørk chokolade. Den besidder også den fine egenskab, at den ikke rummer den overdøvende sødme, der så ofte ledsager en dessert. Indtil for nylig havde tanken om at lave min egen version pudsigt nok ikke strejfet mig, men da jeg en aften stod og betragtede min standard dessert (mørk chokolade) på køkkenbordet, fik jeg lyst til at gøre et forsøg. Resultatet var emminent godt, og en ekstra bonus ved denne version er, at den sagtens kan serveres for en gæst med følsomt blodsukker eller diabetes, da sukkerindholdet er minimalt. ”Dobbeltportion?” Ja, tak!

Ingredienser:
1 pakke silketofu
1 plade 70-85% mørk chokolade
vanillepulver (ikke vanillesukker, blot ren vanille)
Evt. lidt stevia, agavesirup eller birkesød, hvis man ønsker en sødere dessert.
Evt. lidt havre- eller sojafløde, ca. 1-2 spiseskefulde (kan udelades)

Fremgangsmåde:
Placer chokoladen i et vandbad, så det langsomt smelter. Rør rundt, indtil det hele er smeltet, dog uden at blive for varmt (for høje temperaturer ødelægger chokoladen, så pas på!).
Imens blendes silketofuen, vanille, sødestof og evt. fløde til en ensartet konsistens. Tilsæt den smeltede chokolade og blend, til det hele er kombineret godt. Hæld moussen på glas, i serveringsskåle eller en almindelig bøtte, hvis det ikke skal være så højtideligt. Lad den stå ude i 10-20 minutter, inden du stiller den i køleskabet. Vent et par timer, til den har den rette konsistens, og hvis du ikke orker at vente så lang tid, så smid den i fryseren.

Bon Appetit!
Comments

Alfredo Sauce - Den Rå Udgave

Har du nogensinde tænkt, at du gerne ville droppe mælkeprodukter men alligevel ikke ville give afkald på ting som ost, fløde, smør og mælk? I dag er produktudviklingen så langt fremme, at jeg med ro i sindet kan sige, at man formentlig ikke ville savne disse ting, hvis man blot vidste, hvor stort udvalget af vegetabilske alternativer var på markedet. Savner du reven parmesan på din pastaret? Har du lavet Chilli sin Carne og mangler lidt smag på toppen? Ingen problemer. Du kan starte med at prøve en fast sojaost, som nu fås i flere varianter i Københavns helsekostbutikker.

På en tur til Superbest for nylig, blev jeg endda overrasket over at se både smøreost og fast ost fra Cheesly på køl ved siden af de øvrige oste. Og hvad er Cheesly? Cheesly er en vegansk ost der er fremstillet i England af et firma ved navn Redwood. Redwoods produkter forhandles nu i adskillige butikker herhjemme, og hvis man har mod på at besøge Astrid och Aporna i Malmö, bugner køledisken af deres produkter.
Hvis man synes, at det bliver lidt for ”fake” med erstatningsprodukter, hvilket er en del af argumentet for at spise mere raw food, kan du finde din indre Hüttemeier frem og lave din egen ost. Alle ostevarianter er her baseret på nødder, citron og indimellem gærflager. Medmindre du er den stolte indehaver af en dehydrator, som er en tørremaskine der cirkulerer luft og udtørrer de ting, du putter i den, må du give afkald på den faste ost. Til gengæld kan du stadig lave en smørbar ost, og du kan også lave en af mine personlige favoritter, ostesaucen. Der findes adskillige variationer af denne højt elskede sauce, som nogle også bruger som dressing, og det er min udgave, jeg nu vil dele med jer. Jeg bruger den selv mest til at forvandle fintstrimlet reven squash pasta til en italiensk klassiker: Pasta Alfredo. Den smager cremet, ostet og har en smuk hvid farve.

Ingredienser:
100 gram rå cashewnødder
1 spsk citronsaft (eller 1 tsk, hvis du bruger den koncentrerede saft)
Et par soltørrede tomater
2-3 spsk gærflager (kan udelades)
Vand (til behov)
Salt og peber

Tilsæt evt. også:
1 fed hvidløg
frisk basilikum

Fremgangsmåde:
Cashewnødderne lægges i blød i vand i 1-2 timer. Dette er nødvendigt for at der ikke kommer hårde nøddestykker i saucen. Herefter hældes vandet fra, og nødderne kommes i en blender. Tilsæt ca. en deciliter nyt vand, citronsaft, soltørrede tomater og gærflager. Kom en god knivspids salt i. Kør blenderen, til saucen får en tyk, ensartet form.
Tilsæt peber, og smag efter, om den mangler mere salt eller gærflager. Hvis du foretrækker en tyndere sauce, tilsæt da mere vand. Vær blot opmærksom på, at hvis du vil bruge den til squash pasta, er det vigtigt, at den er tyk, for ellers siver vand fra når du vender pastaen i saucen, og det ser grimt ud på tallerkenen. Her ses en færdig udgave, serveret til mig på restaurant La Mano Verde i Berlin i foråret i år. Det er godt, at man kan genskabe oplevelsen i sit eget køkken. Ja, nemmere kan det vist ikke blive!
Comments

Protein Nougattoppe

Selvom protein jo ikke just er en mangelvare, når man er raw eller veganer, er der visse tider, hvor man trænger til noget, der "fylder" lidt mere. Hvis man træner meget eller er følsom over for svingninger i blodsukker, er frugt eller mange stivelsesholdige produkter måske ikke det bedste valg til både snacks og hovedmåltider. For kvinder der lider af PCO/PCOS (polycystisk ovarie syndrom), er det problemer med insulinniveauet i kroppen, der er på spil, hvilket stiller krav om at indføre en højere andel protein i kosten. Her er en lille snack, der kan spises før eller efter træning, når man er lækkersulten eller bare trænger til et lille "boost". Den er ikke helt raw, men den er vegansk, har et lavt sukker og kulhydratindhold, og den smager dejligt.

Ingredienser:
To "scoops" proteinpulver, ca. 45-50g (jeg bruger Sun Warriors på spirede brune ris)
30g 70-85% mørk chokolade
15g hakkede nødder (enten mandler eller hasselnødder)
1 dl mandelmælk (eller ris/sojamælk, til at spæde massen op med, måske mere)
Et par dråber flydende Stevia (man kan også bruge Birkesød eller anden sukkererstatning. Hvis man er ligeglad med sukkerindholdet er rørsukker eller honning også en mulighed)
Evt. ca. 15-20g nougat eller hasselnøddesmør (kan sagtens udelades)


Fremgangsmåde:

Kom den mørke chokolade i en lille gryde og sæt den på lav varme, så chokoladen smelter. Når du har en opløst masse, tilsætter du proteinpulveret og en sjat mandelmælk og rører det sammen. Tilsæt gerne så meget mælk, at det først
er lidt vandet, da massen vil samle sig og blive mere fast, som almindelig smeltet chokolade. Sluk for varmen, tilsæt nødderne, lidt stevia for at tilføre mere sødme (eller andet sødestof) og, hvis du har det, noget nougat eller en skefuld nøddesmør. Sørg for, at der ikke er klumper i den færdige vare, og "portionsanret" dem med en stor teskefuld i små konfektforme. Jeg brugte nogle lyserøde og meget juleagtige former, som kan fås i de fleste supermarkeder for tiden. Stil dem herefter på køl, enten i køleskabet, eller hav dem liggende i fryseren, hvis du kan lide dem lidt hårdere og mere kolde. De bliver nemlig ikke helt faste som almindelig chokolade, men er snarere lidt bløde i det.

Tip: Drys evt. din "proteinkonfekt" med chiafrø for at tilføre ekstra fibre og omega-3, eller kom flere hakkede nødder på. Hvis man kan lide peanutbutter, kan det også enten røres i eller lægges ovenpå, når konfektformene er fyldte.
Comments

Kokostrøfler

Jeg ELSKER chokolade. Jeg elsker det NÆSTEN lige så meget kokos. Kombinationen chokolade og kokos er derfor altid en velkommen smagsinstans i min kost. For mig er noget af det mest motiverende ved vegansk mad, og især raw food, at man kan pakke en masse god næring ind i sine måltider samtidig med, at det kan ende med at smage ganske så syndigt, at man må spørge sig selv, hvorfor man overhoved ville overveje at spise anderledes? Dette er især tilfældet med disse kokostrøfler, som er spækket med antioxidant-rig rå kakao, fiberholdig kokos, bakteriedræbende koldrørt honning og lækre, saftige dadler, der ikke kun tilfører trøflerne en lækker kageagtig konsistens, men også indeholder jern, kalium, magnesium og flere andre næringsstoffer til gavn for organismen. Her guider jeg jer igennem hele processen der fører til et resultat, der vil få enhver skeptiker til at overveje, om ikke de også skal til at spise mere raw food.

Ingredienser:
Medjool dadler
Kokosmel
Rå kakaopulver (eller almindelig kvalitetskakao, fx. Valrhona)
Koldrørt Honning
Kokosolie
En knivspids salt og vanille
Evt. et par stykker mørk chokolade

Fremgangsmåde:
Start med at tage stenene ud af 2-3 dadler. Læg dem til side.
Kom ca. 2-3 spiseskefulde kokosmel en minihakker eller foodprocessor. Smidt evt. også et par stykker god mørk chokolade i. Hak dem i maskinen.

Smid salt, vanille og dadler i og kør igen ca. 20 sekunder. "Dejen" skulle gerne begynde at se sådan her ud:

Smid her en teskefuld honning, kokosolie og en ordentlig spiseskefuld rå kakao i, og kør et par sekunder igen.Nu skulle det hele gerne ligne en lækker, svampet brownie. Vi tager et close-up:

Det ser godt ud, ikke? Happy

Nu tager du massen, og begynder at forme den i små trøffelkugler. De kommer til at være bløde og fedtede, men skal stadig være uproblematiske at forme. Hvis de er for bløde og klæbrige, kom da lidt mere kakao, evt. også kokos i.

Form og rul! Drys herefter noget rå kakao i en beholder og kom kuglerne i. Ryst forsigtigt.

Nu ligner de en rigtig lækker, fuldfed trøffel, men skindet bedrager. Men det behøver du ikke at sige til nogen - bare nyd smagen af sundhed i ulveklæder! Happy

Velbekommen!
Comments

Choko Banan Smoothie

Choko Banan Smoothie

Hvis der er noget, jeg elsker, så er det chokolade og smoothies. Så hvilken bedre kombination findes der, end en sund og velsmagende milkshake-agtig blanding af cremet banan, mandelmælk og rå kakao? Prøv den og glem alt om chokolade milkshakes med forgiftet med mælk, sukker og tilsætningsstoffer.

Til 1 person:

1-2 frosne bananer (tip: jeg plejer at skrælle en masse modne bananer, brække dem i små stykker og fordele dem i frostposer og have liggende i fryseren, til når jeg får lyst til en smoothie med en blød konsistens, som bananerne giver)
1 spsk. rå kakao nibs (jeg bruger gerne disse fra sunfood)



1 glas mandelmælk eller vand (jeg foretrækker mandelmælk, man kan enten lave den selv eller købe den i helsekostforretninger)
1 spsk. rå kakaopulver (kan udelades)
En knivspids kanel og lidt vanillepulver (kan udelades)

Fremgangsmåde:
Smid det hele i en blenderen og kør derudaf, indtil smoothien kar en lækker, halvtyk konsistens og kakao nibs'ene er fintmalede og kombineret godt med resten af drikken. Drik den med et sugerør eller, som jeg gør, "spis" den med en lang ske.

Her er et par billeder af den færdige vare:




...Og inden den er helt væk...mums!

Comments

Grønkålssalat

Jeg vil tillade mig at løbe risikoen for at blive betragtet som en ener på området grønkålsentusiasme, da jeg ikke møder særligt mange mennesker, der deler min forkærlighed for denne grønne vitaminbombe. Jeg mistænker, at deres manglende entusiasme skyldes en velbegrundet usikkerhed i forhold til, hvad man stiller op med en pose fyldt med grønkål, så snart man har slæbt den med hjem fra supermarkedet eller helsekosten.
Frygt ej, for oplysning er mit største mål med denne blog. Jeg vil derfor dele min ikke-længere-så-hemmelige opskrift på grønkåls-salat.
Du skal bruge:

2-3 stilke med grønkål
1 hel avocado
1 spsk frisk citronsaft (eller et par sprøjt med den færdiglavede)
salt og peber (jeg bruger som regel cayenne peber)
5 blommetomater
et par hakke soltørrede tomater
1 stor hakket gulerod (eller skåret som man nu vil)

Tag grønkålsbladene af stilkene og smid stilkene ud. Hak bladene i små stykker og kom dem i en stor skål. Hæld citronsaft på, krydr med salt og peber. Åbn avocadoen og kom det i skålen med grønkålen. Det er på tide at få beskidte fingre nu. Bland det hele sammen i skålen med hænderne, og sørg for at der er avocado "mos" på hele grønkålen. Herefter tilsættes tomat, gulerod og et par hakkede soltørrede tomater. Denne ret er nok til 2 eller én sulten mig! Happy

Slutresultatet ses her

Og her, i en bredere kontekst Winking


Nogle mennesker foretrækker at presse en lille fed hvidløg, blande den med citronsaft, lidt agavesirup og salt, og så "massere" grønkålen med det og en hel avocado. Hvis du stadig synes, at det smager "for grønt", anbefaler jeg at finhakke grønkålen så meget som muligt.
Comments